Menu

De er nået rigtig langt på fire dage

En app der hjælper unge med en depression, en som gør det nemmere at flytte til en ny by og finde fritidsaktiviteter, og en som scanner leverpostejen for allergiske stoffer. Multimediedesignerstuderende i Køge havde masser af gode ideer - flere kan blive til virkelighed.

Det er ikke nemt at finde på en helt ny innovativ ide, udvikle den til et salgbart produkt på bare fire dage, og så præsentere den for et hold dommere fra det virkelige erhvervsliv. Men det var opgaven, da multidesignerne på Erhvervsakademi Sjælland Køge havde Innovationsuge i sidste uge.

“Jeg er overrasket over niveauet. Det er lidt højere end jeg havde forventet og to-tre af de 12 ideer, jeg har hørt i dag, har så meget potentiale, at de studerende burde overveje at få et CVR-nummer (registrere en virksomhed, red.),” fortæller Marie Olofsen, fra Creature ApS.

Hun er en af de fire dommere, som er hentet ind fra det private erhvervsliv for at vurdere ideerne ud fra bl.a. originalitet, hvor gode chancer det har for at blive til virkelighed, og hvem der var bedst til at præsentere den på fire minutter. Og ikke mindst give feedback til hvad de studerende skal arbejde videre med, for at deres ide kan blive til et salgbart produkt.

“Det har været hårdt, og helt vildt sjovt. Og nu hvor vi har vundet prisen for bedste ide, har vi fået endnu mere lyst til at arbejde videre med det hele, fortæller holdet som vandt prisen for bedste ide,” fortæller de fire multimediestuderende, Emma Christensen Jørgensen, Rikke Fredgaard, Caroline Hansen og Sajad Al-Nawadida, der står bag app’en til deprimerede unge.

app2

Checker for nødder
De har udviklet en app til unge, som bliver ramt af depression. Her kan man både chatte anonymt eller ringe til en fagperson, som kan hjælpe med det samme. Og der vil være nye resultater fra forskning og historier om hvordan andre unge er kommet godt ud af depressioner.

“Mange unge falder ud af deres studier, når de får en depression. Og det er både hårdt for den unge og dyrt for samfundet når det sker. Jeg har selv prøvet at droppe ud, men havde heldigvis et godt netværk, som reddede mig fra at få en rigtig depression. Men det er ikke alle unge, som har det,” fortæller en af pigerne i gruppen.

En anden gruppe har udviklet en app, som skal gøre det nemt for allergikere at undgå de ting de ikke kan tåle, og den forklarede de så godt til dommerne, at de vandt prisen for bedste pitch.

“I supermarkedet scanner du bare varen, og så holder appén øje med om der er nødder, mælkeprodukter eller hvad du nu er allergisk overfor,” forklarer de fem studerende.

dommerne inno koege

Mens vinderne af den bedste prototype har lavet en app, der skal gøre det nemmere at flytte til et nyt sted – bl.a. som studerende. De vil samle alle arrangementer og alle slags foreninger – lige fra fuglekiggere til løbeklubben i en app, så det er nemt at finde oplevelser og andre med samme interesserer.

“Det vil være oplagt for dem og flere af de andre at tænke i partnerskaber med kommuner og organisationer. I dag kan du godt bygge en digital platform uden at det koster så meget, og på den måde vil de kunne få deres ideer gjort til virkelighed. Det er heller ikke så farligt, når du er på SU, og det giver en hulens masse erfaring også selv om den måske ikke helt lykkedes, som de så kan bruge til den næste,” forklarer dommer Kristian Lund fra Væksthus Hovedstaden.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

X
X