Menu

”Det lyder så let at tjene to millioner på et spil…”

Det danske spil Subway Surfers er blevet downloadet over 1.4 milliarder gange, så der blev lyttet da en af mændene bag spillet besøgte Erhvervsakademiet i tirsdag. Sybo Games er interesseret i kommende programmører, som har lyst til at lave spil…

Det danske spil Subway Surfers er blevet downloadet over 1.4 milliarder gange, så der blev lyttet da en af mændene bag spillet besøgte Erhvervsakademiet i tirsdag. Sybo Games er interesseret i kommende programmører, som har lyst til at lave spil i fritiden.

Det var “nørdernes” dag, da Erhvervsakademi Sjælland Roskilde tirsdag eftermiddag havde besøg af spiludviklerfirmaet Sybo Games. Godt 70 IT studerende – bare fire af dem var piger, lyttede intenst til historien om hvordan “Subway Surfers” blev til, hvordan man kan tjene penge på spil, og hvilken type ansatte firmaet er på udkig efter.

“Det er ok at have lilla hår og piercinger inde hos os. Dem har vi nogle stykker af, ligesom vi har ansatte der går i jakkesæt hverdag. Og den blanding af kreativitet og business og teknologinørder gør det fantastisk at arbejde i spiludviklerbranchen,” forklarer Thomas Lund, der er produktionschef hos Sybo Games A/S.

Sybo Games står bl.a. bag Subway Surfers, som i løbet af de første tre år er blevet downloadet over 1.4 milliarder gange og stadigt har mere end en halv million downloads om dagen. Det er klart det mest spillede spil, som der nogensinde er lavet i Danmark, men det er ikke alt hvad Sybo Games laver som lykkedes lige godt, og konkurrencen er benhård.

Fra Sybogames_549

600 nye spil om dagen
“Hver eneste dag kommer der 600 nye F2P spil til (spil, som er gratis at spille, red.) på Apple, og bare at komme i top 10 den første dag er næsten umuligt. Og dagen efter kommer der 600 nye spil til…, så historien i spillet skal være god og folk skal have lyst til at blive ved med at spille det. Vi tjener jo vores penge på annoncer og tilbehør som spilsværd og spilbiler,” forklarer Thomas Hentschel Lund.

Startløn på 30.000 – 35.000
Sybo Games bruger en del programmører, og Thomas kan sagtens se nogle af de datamatikerstuderende fra EASJ blive ansat hos dem, når de er færdiguddannet. Og han havde også et godt råd med til dem.

“Vis at I virkeligt er interesseret i spiludviklerverden. I skal selvfølgelig passe jeres skole og gå til fester, men brug også noget tid på at downloade spil, find ud af hvordan de er bygget op, og prøv selv at lave et spil. Det behøver ikke at være stort og forkromet, det vigtigste er at det bliver afsluttet. Vi har brug for mennesker, som kan føre deres ideer ud i livet – ikke en, som har spillet World of Warcraft og har en ide til hvordan spillet kan blive bedre,” forklarer produktionschefen.

Nede i hjørnet lytter tre af de kommende datamatikere godt efter.
“Det er spændende og jeg skal helt klart til at rode med spil i fritiden. Det lyder så let at tjene to millioner kroner på et spil, men jeg ved godt at det kræver en masse,” fortæller Jacob Boeg Hansen.

Som nyuddannet programmør hos Sybo Games tjener man typisk omkring 30.000 – 35.000 kroner om måneden, og det er ca. samme løn som datamatikerne vil kunne få i resten af IT branchen.

“De får en god startløn i forhold til at uddannelsen kun tager to et halvt år. Men mange af dem bliver også virkeligt dygtige. Det er ofte lidt nørdede drenge, som finder deres helt rigtige hylde her. Og mange af dem har måske ikke klaret sig super godt i hverken folkeskolen eller gymnasiet,” forklarer Lars Kofod, der er studieleder for IT uddannelserne på EASJ Roskilde.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

X
X