Menu

Fem minutter i Tigerens Hule

En flok unge studerende med iværksætterdrømme blev forleden kastet i Tigerens Hule, og skulle overbevise hardcore forretningsfolk som Jonathan Løw og Lars-Christian Brask. Og der var mest ros til planerne om en iskaffe med masser af koffein, en kasket i træ og en hotelrundtur i 3D.

De yngste deltagere er bare 18 år, og så er det lidt af en mavepuster skulle forklare sin forretningsdrøm på bare fem minutter foran tre rutinerede iværksættere.

“Jeg har designet en kasket, hvor skyggen og logoet er lavet af rigtigt træ. Den er tænkt til voksne mænd sådan cirka 40+, som stadigt vil have lov til at være drengerøve. Sådan nogen som musikeren Remee,” fortalte Martin Kaplev Jørgensen, da det var hans tur til at komme i Tigerens Hule.

Han er en del af det første hold Selvstarter – et nyt tre måneders forløb for studerende på erhvervsskolerne i Roskilde, som har en god ide og en iværksætter i maven.

“Stor ros for at du holder fast i hvem du er, og at du har fået en god ide, som du brænder for. Det er ligesom Brian Chesky som startede Airbnb, fordi han ikke havde råd til at betale næste måneds husleje for lejligheden i San Francisco. Så han lagde et opslag på sin blog om at han kunne puste to luftmadrasser op og var god til at lave morgenmad. Om der var nogen der var villige til at betale 80 dollars for det?” siger Jonathan Løw.

Han har tidligere holdt en workshop for de studerende, og de har også fået en kontorplads på Musicon. Et af formålene er nemlig at knytte unge iværksættere tættere til hele vækstmiljøet på Musicon.

Jonathan-loew-549

Facebook var bare nummer 19
På Selvstarterholdet er også Adrian og Lasse, to 18-årige handelsskoleelever som vil lave en ice coffee energidrik med ekstra meget koffein i. De får stor ros for at de allerede har solgt de første 1500 drikke, uden at have en eneste smagsprøve klar endnu. Og Alexander på 20 år, som også går på handelskolen, men har travlt med sit eget firma ved siden af. Han kan lave 3D kameraoptagelser af bl.a. hotelværelser, så så det er næsten som at være der selv.

Omkring 25 studerende ville gerne med på Selvstarter, men efter udvælgelsessamtaler var der 15 som startede og ni som i sidste uge kunne afslutte med Tigerens Hule, diplomer og Gurubogen af Jonathan Løw.
Han har besøgt 100 iværksætterguruer over hele verden som har fået succes med en god ide, og han havde også nogle råd med til de nye iværksættere.

“Bliv ved. Det er slet ikke sikkert, at jeres første ide. Eller den anden ide bliver til en succes. Men I får en masse værdifulde erfaringer, som I kan bruge, når den helt rigtige ide så er der. Og I skal ikke lade jer afskrække af, at der allerede er opfundet noget lignende. Facebook var det 19. sociale medie, som dukkede op, men i dag kan ingen af os huske nogen af de første 18!,” forklarer Jonathan Løw, som allerede har startet to danske og tre udenlandske virksomheder op.

Han er en travl herre, og det har været lidt af et scoop at få ham med 
“Det var Jacob Aabroe fra EASJ Roskilde, som fandt Jonathan Løw på Facebook og spurgte om han ikke havde lyst til at være med. Og han er begejstret for projektet, og vil gerne være sparringspartner fremover,” fortæller projektleder på Musicon, Anders Graabæk.

Der bliver fire hold Selvstarter i alt og det andet går i gang til februar. Det er gratis at være med, fordi det er støttet af Region Sjælland, og interesserede kan se mere på www.selvstarter.nu

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

X
X