Jeg fik mod og værktøjer til at skabe

Sacha jonglerer mange bolde, hun er både ansat fuld tid og har skabt sin egen virksomhed, som allerede sælger til lande uden for Danmark.

“Mulighederne med en Top-Up PBA i Innovation og Entrepreneurship er mange. Langt flere end jeg havde forestillet mig.”

Sacha Keller dimitterede i januar fra PBA i innovation og entrepreneurship. Hun havde allerede en uddannelse som markedsføringsøkonom, men følte at hun manglede værktøjer – personlige og faglige til at få den karriere på arbejdsmarkedet hun ønskede.

“Jeg ville gerne mere end blot at sidde og lave salgs- og indtrængningsstrategier til nye markeder. Jeg ville skabe – enten noget i en eksisterende virksomhed eller min egen virksomhed.”

Drømmejob som Online Manager
PBA i Innovation har givet hende mod, samt en kasse fyldt med værktøjer. Sachas eksisterende kompetencer er styrket og hendes horisont udvidet. “Jeg ser nu markedsføring i et meget større og mere værdiskabende perspektiv, som som en integreret del af hele virksomhedens forretningsmodel. Det betyder, at jeg nu ser på marketing opgaver på en helt ny og mere spændende måde, hvor jeg kan udfolde en masse kreativitet, samt være en inspirationskilde for andre.”

Tre måneder efter sin dimission starter Sacha som online manager i en lokal virksomhed. Hun skal være ansvarlig for at idéudvikle og skabe innovation i deres online markedsføring. Men – imens hun søgte arbejde, kriblede det også i fingrene for at starte sin egen virksomhed – og det er gået stærkt.

bauer-bord

Egen virksomhed – skabt på tre måneder
På mindre en tre måneder har hun sammen med to forretningspartnere skabt en innovativ hudplejeserie Bauer. Sammen har de har udviklet konceptet, producerer, markedsfører, sælger og forhandler med samarbejdspartnere. Det kræver forskellige værktøjer og ikke mindst evnen til at eksekvere – hvilket er blevet trænet i studietiden. Opstarten er gået forholdsvist let. Det er hårdt arbejde, men hun har haft værktøjerne, eksempelvis til at lave en forretningsplan til banken. Banken ringede tilbage og sagde: “Det er den mest udførlige forretningsplan, jeg nogensinde har set for en nystartet virksomhed. Jeg har ingen grund til ikke at give dig det du har behov for.”

På studiet har hun også lært at tage udgangspunkt i egne samt teamets kompetencer og værdien af netværk. Det er netværket, som har sikret den største kunde i Nigeria og andre afrikanske lande. Hun ser et helt klart potentiale i udlandet, men har også lige været på messe her i Danmark. En forretningsrejse til Sverige er også planlagt… og så er der jo lige det nye job som Online Manager, som hun glæder sig til.

bauer-sacha-keller