Menu

Kvindelig studerende mentor for unge minoritetsdrenge

24-årige Hafsa Farooq, der læser International handel og markedsføring på Erhvervsakademi Sjælland Roskilde, er blevet frivillig mentor i et udviklingsprogram, som skal styrke unge minoritetsdrenges personlige, sociale og faglige kompetencer med udgangspunkt i iværksætteri.

Ved hjælp af iværksætteri skal etniske minoritetsdrenge mellem 13 og 17 år forbedre deres faglige kompetencer, sociale relationer og tilknytning til uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet. Det er formålet med Mind Your Own Business, der har modtaget Kronprinsparrets Sociale Pris 2015, og det er hos dem, at den 24-årige kvindelige iværksætter Hafsa Farooq har meldt sig som venturepilot – eller mentor.

”Jeg har selv fået megen støtte, og jeg har lært, at man altid skal hjælpe andre. Så da min underviser fortalte mig om det her, tænkte jeg: Hvis jeg kan hjælpe, så hvorfor ikke?,” siger Hafsa Farooq, der studerer International handel og markedsføring på Erhvervsakademi Sjælland Roskilde.

Mentorforløbet varer syv måneder, hvor Hafsa Farooq skal mødes med en gruppe drenge med anden etnisk baggrund end dansk minimum to gange om måneden og udvikle deres forretningsidéer.

“Det er mit mål at hjælpe dem godt på vej og guide om, hvad der er realistisk, så de ikke bliver demotiverede, hvis de ikke når deres højeste drøm,” fortæller Hafsa Farooq.

Hafsa-Farooq1

Hun har selv webshoppen X2Nails, der sælger negleprodukter, og det er erfaringer derfra koblet sammen med opbakning fra familien og i uddannelsessystemet, som hun vil tage udgangspunkt i som venturepilot.

“Som muslim har jeg måske en bedre forståelse af, hvad det er for nogle udfordringer, som de oplever hjemme og i skolen,” siger Hafsa Farooq og fortsætter:

“De her drenge har ikke nødvendigvis en oplagt interesse eller mulighed for støtte hjemmefra. Jeg kan hjælpe dem med strategi og planlægning og tale med dem om, hvordan virkeligheden i en virksomhed ser ud, for den kan ofte være meget forskellig fra, hvad man forestiller sig på forhånd.”

Drengene har allerede en forretningsidé, og på torsdag mødes de for første gang med Hafsa Farooq for at lave en virksomhedsplan og sætte mål.

“Om syv måneder håber jeg, at de har fået stablet deres virksomhed på benene, og at de står et sted, hvor den kan udvikle sig, og hvor det har fanget deres interesse i så høj grad, at de har lyst til at udvikle den,” fortæller Hafsa Farooq.

Efter bacheloren vil Hafsa Farooq satse 100 procent på sine negleprodukter. Hendes drøm er at åbne en kæde med forskellige webshops.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

X
X