Markedsføringsøkonomstuderende giver landmad.dk brugbar sparring

Landmad.dk har haft 60 studerende til at kigge deres markedsføring efter, og finde ud af hvordan de kan sælge mere take away og den nye slowfoodmad i fremtiden. Andre firmaer kan også få gratis hjælp og nye input til markedsføringen.

I øjeblikket har de rygende travlt med at lange julekurve, småkager og specialøl over disken og servere julefrokoster hos Landmad for enden af gågaden. Men i fremtiden vil de gerne sælge mere takeaway som “Godsejerens Burger” og fem slags “Landmads Tapas”, og derfor har de bedt 60 markedsføringsstuderende fra Erhvervsakademi Sjælland i Roskilde om hjælp.

“Vi har en travl hverdag, og så er det den slags, som hele tiden bliver skubbet. Så selv om vi har over 3000 likes på Facebook og har masser af ideer, så vil vi gerne have sparring og nogle andre øjne til at kigge på det hele,” fortæller Henrik Poulsen.

Sammen med hustruen Kirsten ejer han Landmadsbutikkerne i både Roskilde og Holbæk, som de to sønner Jacob og Mikkel bestyrer.

I sidste uge var de tre bedste grupper af studerende så inviteret til at præsentere deres markedsføringsplan. Og de var alle enige om, at Landmad skal gå efter mødrene, hvis de vil sælge mere take away.

Henrik-Kirsten-gavekurv

Trækvogn og goodiebags
“Mødre med børn mellem tre og 12 år, som har travlt med at få arbejde og familieliv til at hænge sammen. De vil gerne betale for, at kunne hente lækker, sund aftensmad på vejen hjem. Mottoet skal være “mere tid til samtale”, for det er den værdi, de køber sig til. Og der er ca. 11.500 børnefamilier i Roskilde og omegn,” forklarer den ene gruppe.

For at få fat i de travle mødre har de studerende lavet detaljeret markedsføringsplaner, med alt fra en 15 sekunders biografreklame, over en app og Facebookkampagner til goodiebags med smagsprøver, og en sjov lille trækvogn som skal stå udenfor butikken med lækre lokalt dyrket grøntsager og en infoskærm.

“Vi er meget imponeret over de løsninger de har fundet frem til. Så meget, at vi ikke har kunnet finde en enkelt vinder – vi vil tage noget fra alle tre til vores fremtidige markedsføring,” fortæller Henrik Poulsen.

Fra gavekurve til slowfood
For markedsføringsøkonomerne er de to ugers arbejde også den afsluttende opgave på 3. semester.

“Vi arbejder altid med rigtige virksomhedscases, men det er ikke så tit, at vi bliver inviteret til at komme ud og præsentere planerne for virksomheden bagefter. Det gør det lidt ekstra spændende og det er fedt at få feedback på den måde,” fortæller Martin Herner Hansen.

Landmad.dk er en ny franchisekæde af butikker over hele Danmark, som samler lokalproducerede grøntsager og specialiteter fra områdets gårdbutikker i en, og også har deres egen serie af produkter som bl.a. stikkelsbærmarmelade og “Køkkenpigens sødeste” bolsjer.

“Vi har tre forskellige udfordringer, som vi bad de studerende om hjælp til. Vi vil gerne sælge mere take away, flere gavekurve – også når det ikke er jul, og vores nye slowfoodkasse med alt hvad du skal bruge til at lave lækker simremad,” fortæller Henrik Poulsen.

Jacob-landmad

Take away giver mersalg
Efter at have undersøgt markedet valgte alle tre grupper take away udfordringen.

“Undersøgelser viser nemlig, at markedet for take away mad stiger med fem – otte procent om året, og at kunderne efterspørger mere kvalitet, bæredygtighed og økologi i retterne. Og så er der også den sidegevinst, at kunderne også ser hvad butikken ellers kan byde på, mens de venter på at få maden udleveret,” forklarer Martin Herner Hansen.

Alle tre hold vurderer, at omsætningen på take away vil kunne øges med 5 – 10 procent, hvis Landmad.dk gør noget ud af markedsføringen. Deres undersøgelser viste nemlig, at der ikke er så mange som kender til butikken og endnu færre ved at man kan bestille take away der.

Den nye slowfood maden vil også passe fint ind i take away menuen, ved siden af salget af ”gør det selv kassen.”

“I skal bare lave maden i løbet af dagen, så folk kan hente det som nem aftensmad. I skal alligevel have udvidet take away kortet med flere forskellige retter, gerne en dagens ret og også nogle børnemenuer, hvis I vil have et stort fast publikum til maden,” forklarede den ene gruppe.

Erhvervsakademi Sjælland i Roskilde er interesseret i at høre fra andre virksomheder, som står med en udfordring, de gerne vil have hjælp til.

“Vores studerende er klar til at arbejde med udfordringer indenfor salg, markedsføring eller IT. Det kan både være en fælles opgave som hos Landmad eller som praktikanter. Det kan være at I har en ide til en app., gerne vil have lavet en markedsanalyse eller få hjælp til markedsføring på de sociale medier,” fortæller Jacob Aabroe, projektleder hos Erhvervsakademi Sjælland i Roskilde.

  Kontakt Jacob Aabroe