Nyt byggeri giver bedre studieliv i Roskilde

Den 13. januar tog Erhvervsakademi Sjælland i Roskilde de første spadestik til en helt ny uddannelsesinstitution, som vil give de godt 1400 studerende flere muligheder og bringe dem tættere på både bylivet og virksomhederne.

I dag er en stor del Maglegårdsvej 2 i Roskilde en bar byggegrund, men til næste sommer står der 10.000 m2 klar til de studerende, med bl.a. super moderne laboratorier og it lokaler, hyggelige studiekroge og et hus til iværksætterspirer.

“Vi har akut pladsmangel, så vi glæder os rigtigt meget. Og placeringen er perfekt – både bynær, nem at komme til med offentlig transport og tæt på både Musicon, Roskilde Festival, ungdomsuddannelserne og ikke mindst de virksomheder, som vi uddanner vores studerende til,” siger Ulla Skaarup, rektor for hele Erhvervsakademi Sjælland (EASJ).

Roskilde er Erhvervsakademi Sjællands største afdeling og successen betyder, at de studerende i dag er spredt på tre adresser i byen. De naturfaglige uddannelser har lejet sig ind på slagteriskolen, de merkantile uddannelser holder til på handelsskolen og IT-uddannelserne i lokaler bag Ro’s Torv.

Men når det nye byggeri og totalrenoveringen af de andre bygninger på Maglegårdsvej 2 er færdig, bliver de alle samlet ét sted.

“Det kommer til at betyde utroligt meget at få samlet alle vores uddannelser på én adresse. Både for studiemiljøet, synergien og ikke mindst vidensdelingen. At fødevareteknologi-studerende som skaber nye madvarer, kommer til at gå sammen med markedsføringsøkonomerne, som kan hjælpe dem med at gøre produkterne kendte. Og datamatikerne mødes med procesteknologerne, som arbejder på at forbedre processerne i medicinalindustrien, forklarer EASJ’s byggeprojektleder Jørgen Esbensen.

JorgenEsbensen

Eget opfinderhus
Der bliver også et særligt iværksætterhus med både Fablab (et prototypeværksted, hvor du kan omsætte idéer og projekter til fysisk form, red.) og et inkubatormiljø, hvor studerende med en god ide eller lysten til at starte egen virksomhed kan boltre sig og få hjælp fra underviserne.

Erhvervsakademiet har allerede studerende med i Selvstarterprojektet, hvor studerende får hjælp til at udvikle en god ide, og der er også flere iværksætterhold som deltager i Danish Entrepreneurship Award hvert år. Så der er stor interesse for også at kunne bruge stedet til at sidde og arbejde med egne opfindelser og ideer om aftenen.

Byggeriet giver også plads til flere studerende, så Erhvervsakademiet ikke længere skal sige nej til studerende pga. pladsmangel.

“Vi har også fremtidssikret grunden, så der er plads til at bygge til i fremtiden. Og parken bliver åbnet op ud mod byen, ligesom man har succes med på Aarhus Universitet, hvor studerende og resten af byen mødes i parken,” fortæller Ulla Skaarup.

I alt nybygger Erhvervsakademi Sjælland 5000 m2 til i en tre etages nybygning, der hvor Slagteriernes Forskningsinstitut lå før. Mens de omkringliggende bygninger bliver totalrenoveret. Hele byggeriet og renoveringen løber op i ca. 200 millioner kroner.