Menu

Genvalgt bestyrelsesformand: Sjælland skal være en vinderregion

Susanne Lundvald er til daglig aktiv i det sjællandske erhvervsliv. Hun er tillige netop genvalgt bestyrelsesformand for Erhvervsakademi Sjælland. Det hænger ifølge hende selv godt sammen, for målet er at gøre Sjælland til en vinderregion, uanset hvilket bord, hun sidder for enden af.

Virksomhederne har brug for nyuddannede praktikere
”Som genvalgt formand for Erhvervsakademi Sjælland (EASJ) vil jeg – sammen med resten af den nye bestyrelse – fortsætte arbejdet med at sikre de rette kompetencer til vores virksomheder gennem EASJ’s uddannelser og efteruddannelser. De nyuddannede skal fortsat have et højt niveau af praktisk kunnen, der kan bidrage til innovation og vækst fra den første arbejdsdag,” pointerer Susanne Lundvald, der er regionalpolitiker og til daglig besidder en stilling som Sales Projects Engineer i ventilationsteknologi-virksomheden Howdens danske afdeling i Næstved.

Strategien er klar – digitalisering og iværksætteri skal i top
”Erhvervsakademi Sjællands strategi for de kommende år taler direkte ind i de behov for udvikling, regionen har: Uddannede praktikere, der kan anvende digitale værktøjer samt iværksættere, som er en mangelvare i hele landet. Det er de områder, vi fortsat vil styrke på alle EASJ’s videregående uddannelser og som altid, i tæt samarbejde med regionens virksomheder om fælles projekter og praktik til de studerende,” supplerer Susanne Lundvald.

Rektor: Ser frem til fortsat samarbejde om rette uddannelser på rette sted
Rektor for EASJ, Ulla Skaarup, siger: -”I EASJ ser vi frem til at fortsætte de gode takter med vores nyvalgte bestyrelse. Hele bestyrelsen brænder sammen med os for at sikre de uddannelser, som er forudsætningen for vækst i vores region. EASJ er til stede med 25 fuldtidsuddannelser i 5 sjællandske byer og de er alle primært rettet mod en karriere i det private erhvervsliv. Dertil udbyder vi en lang række fleksible efter- og videreuddannelser. Vores strategi er klar; vi skal være der, hvor efterspørgslen er, ude i alle dele af regionen og vil skal levere den arbejdskraft, der kan bære de nyeste digitale værktøjer ud i virksomhederne og som kan omsætte deres nye viden i praksis på en måde, der skaber værdi – fx gennem innovation, som er et område, vi gør en hel del ud af på vores uddannelser.”

Bestyrelse med rødder i regionens virksomheder, organisationer og institutioner
Den nye bestyrelse er bredt funderet i regionens erhvervs-, organisations- og uddannelsesliv og består ud over formand Susanne Lundvald, som er udpeget af Vækstforum/Regionsrådet, af; Mester Peter Fugl Jakobsen, Børge Jakobsen & Søn A/S udpeget af Dansk Byggeri – Supply Chain direktør Keld G. Nielsen fra Stryhns A/S udpeget af Dansk Industri – Afdelingsformand Connie Abel, Teknisk Landsforbund – Fællesformand Estrid Husen, HK – Institutleder Anders Siig Andersen, RUC, udpeget af Danske Universiteter – Uddannelseschef Niels Ole Vibo Jensen, Roskilde Tekniske Skole, udpeget af DE Lederne. Dertil kommer Tømmerhandler Michael Buhl, C.F. Petersen & Søn/XL-Byg, selvsupplerende og ligeledes selvsupplerende; Regionsdirektør Laila Krytz, COWI A/S. EASJ’s medarbejdere er repræsenteret ved Anne Beata Cordua, cand. merc. int. og Tommy Jensen, cand. jur. De studerendes stemme leveres af Christine Dehn, der studerer til markedsføringsøkonom og Kim Poulsen, der studerer til bygningskonstruktør.

Foto: Den nykonstituerede bestyrelse samlet.

 

EASJ Bestyrelse Gruppe 2018 Web600

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

X
X