Menu

Måske bliver EASJ ramt af konflikten mellem arbejdsmarkedets parter

Måske bliver EASJ ramt af konflikten mellem arbejdsmarkedets parter. Her kan du læse om, hvad vi ved om konflikten, og hvordan du som studerende kan forholde dig til den.

Kære Studerende på Erhvervsakademi Sjælland,

I forbindelse med overenskomstforhandlingerne er der varslet lockout af mange statsansatte fra 10. april 2018. Dette varsel omfatter også de ansatte på EASJ.

Lockouten kan blive afblæst, hvis parterne finder en forhandlingsløsning inden d. 10 april. Men forhandlingerne kan også fortsætte, hvorved en mulig lockout kan blive udsat i to omgange af 14 dage.

Vi håber dog at parterne finder en forhandlingsløsning inden d. 10. april – så vi kan fortsætte undervisningen som vi plejer.

Hvis lockouten blive en realitet vil størstedelen af jeres undervisere ikke komme på arbejde. Det betyder, at vi kun kan gennemføre dele af undervisningen og det vil også påvirke mulighederne for vejledning mv.

Vi vil selvfølgelig gøre vores bedste for, at en eventuel lockout giver så få gener for dig så muligt – men vi håber også på, at der er forståelse for at vi står i en særlig situation, hvor det ikke er muligt at gennemføre alle aktiviteter. F.eks. vil enkelte IT-systemer lukke ned under konflikten.

Vi har dog besluttet, at vi som udgangspunkt vil gennemføre de planlagte studieture. Nogle studieture vil blive gennemført uden deltagelse af en underviser, på andre studieture vil undervisere tage hjem hvis konflikten bryder ud mens man er på studietur.

Vi har også besluttet, at vi vil holde åbent og gennemføre den undervisning vi kan. Men vi vil samtidig opfordre jer til, at bruge tiden fornuftigt og forberede jer til eksamen eller lignende.

Vi forventer, at vi kan afholde eksamen i juni måned. Men hvis konflikten bliver lang kan det påvirke afholdelsen af eksamen. I så fald vil vi orientere grundigt om hvordan du skal forholde dig som studerende.

Vi vil løbende informere om konflikten på Facebook og på hjemmesiden. Hvis konflikten bliver en realitet og bryder ud vil de enkelte afdelinger oplyse om undervisning der aflyses mv.

 

Med Venlig Hilsen

Rasmus Aare Nielsen

Ressourcedirektør
Erhvervsakademi Sjælland

OPDATERING 3. APRIL

Som I nok ved har forligskvinden forlænget forhandlingsperioden med op til 14 dage. Det betyder, at der tidligst kan udbryde strejke den 22. april og lockout den 28. april, medmindre forligskvinden inden for de to uger erklærer, at forhandlingerne er brudt sammen. Hvis det sker, kan strejke og lockout bryde ud fem dage derefter.

Det betyder, at der fortsat er adgang til Fronter. Skulle strejken bryde ud 22. april vil Fronter lukke ned i løbet af den 21. april.

OPDATERING 18. APRIL

Forligsmanden har besluttet at udsætte strejke og lockout i op til 2 uger. Det betyder, at strejke kan iværksættes fra 8. maj og lockout fra 12. maj. Dog kan der også ske det, at forhandlingerne afsluttes uden resultat. I denne situation vil både strejke og lockout blive iværksat 5 dage efter, at forligsmanden har erklæret forhandlingerne for afsluttet.

 

Lockout600x600

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

X
X