Menu

Mobil myretue vinder!

En gruppe studerende fra EASJ modtog torsdag en check på 20.000 DKK som håndfast bevis på, at de havde leveret den mest innovative idé til at nå FN’s verdensmål om løsninger på fremtidens store udfordringer: En mobil myretue, skabt af restprodukter fra produktionen af Rockwool. Myretuen kan anvendes til bl.a. økologisk bekæmpelse af sygdomme og insekter i plantager, til myrefarme i forbindelse med fx fremstilling af antibiotika og anden medicinsk udvikling og i forbindelse med fødevareproduktion.

Rammerne var eventen CoConference2017 på RUC, finalen i en innovationskonkurrence, der er iværksat af CORO, en non-profit-organisation, der iværksætter samarbejde mellem uddannelsesinstitutioner, virksomheder og offentlige institutioner med fokus på innovative løsninger på de mest komplekse problemstillinger, verden står overfor.

Udfordring fra Rockwool løst på to dage
Gruppen, et tværgående team bestående af laborantstuderende Heidi Nielsen og Stine Simonsen og datamatiker-studerende Lasse Andersen fra EASJ’s Roskilde-afdeling, havde fået udfordringen fra virksomheden Rockwool Group, der er internationalt anerkendt for sine isoleringsprodukter, der fremstilles af stenuld. På to dage skulle gruppen udvikle nye måder at anvende restprodukter fra produktionen af Rockwool til formål, der gør verden til et bedre og mere bæredygtigt sted. I sidste ende var gruppens pitch så overbevisende, at juryen tildelte dem den samlede sejr inklusive en check på 20.000 kroner.

Tværgående team i skarp konkurrence
Gruppen var i skarp konkurrence med private virksomheder som fx Danfoss og studerende fra fx Absalon. Alle grupper pitchede på tre minutter deres innovative idé over for de virksomheder, der havde stillet udfordringerne og et dommerpanel bestående af erfarne ledere fra både offentlige og private virksomheder. I sidste ende fik Myretue-gruppen både 1. præmie i sin kategori og oveni den samlede konkurrence for sin overbevisende ide og skarpe præsentation.

Fattiglands-camp vandt kategori
En anden EASJ-gruppe ville skabe fokus på økonomisk ulighed, ved at bygge en fattig-lands-camp og en rigt-lands-camp på næste års Roskilde Festival. Den ide gik rent ind hos Udfordringsstilleren Roskilde Festival og høstede en kategori-præmie til de tre Markedsføringsøkonom-studerende Aisha Yasin, Aske Topp og Jenees Gunatheesrawan.

Begge grupper skal nu arbejde videre med Rockwool og Roskilde Festival om at få de gode ideer transformeret til virkelighed. Alt i alt en dag, som vores studerende med rette var ganske stolte af!

 

 

Mobil Myretue Easj 2

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

X
X